fbpx

MC kuldret? Kom i gang med vores guide!

Med en MC kan du hurtigt få en lidt sjovere hverdag. Er det på tide med lidt luft i ansigtet? Så kan det være du skal tage din kørsel på to hjul fremover. Motorcykler har siden de kom frem, altid været lidt et statement. Det er rebelsk, de er synonyme med frihed, og så er de ekstremt underholdende. Det at køre på MC er en væsentlig anderledes oplevelse end i bil. Du er mere i ét med vejen og dine omgivelser, og mange vil kalde det for rendyrket køreglæde, som ingen bil vil kunne leve op til.

Med en lækker MC kommer du nemt ud i naturen

Der er også mange praktiske grunde til at købe en MC. Eller – det er der i hvert når du skal sælge idéen overfor konen. Og helt løgn er det heller ikke. Det er typisk billigere at købe en motorcykel end en ekstra bil, de er ofte meget brændstoføkonomiske, og du kan snige dig igennem myldretrafikken langt lettere end på fire hjul (lovligt, endda).

Men det er ikke altid nemt at finde ud af hvilken MC man skal gå efter. Derfor har vi fundet frem til de mest udbredte typer af MC’er, og listet et par enkelte detaljer som kan gøre det lettere for dig at finde din næste MC.

Forskellige MC typer:

Det første du skal tænke over er hvilken type af motorcykel du kunne tænke dig. Og du har nok allerede en idé om hvad du leder efter. Men ved du hvad man kalder de forskellige modeller? Det kan være med til at udvide din horisont, hvis du rent faktisk lige prøver at se hvad der ellers er på markedet.

Scooter

Nej. Med ”scooter” mener vi ikke dem man ofte ser i grupper nede foran tanken. En ”rigtig” scooter er faktisk en favorit fra de sydlige lande, og er en god måde at komme komfortabelt rundt omkring. Det er motorcyklernes svar på en minivan. De er praktiske, komfortable, har altid plads til to (i komfort), har typisk en del plads, og er meget velkørende. De kører langt på literen og er ekstremt lette at vedligeholde. Oftest er de uden gear, og med store vindskærme.

Du kan få scootere med en del hestekræfter, så der er ingen der siger at det behøver være en kedelig oplevelse. En scooter er perfekt til dig der vil have et nemt transportmiddel i dagligdagen, og har brug for plads til dit grej. Den er knap så perfekt til kør-selv-ferien sydpå, da topfarten sjældent overstiger 100 km/t.

All-rounderen

En all-rounder er som navnet antyder, en MC der passer til det meste. Du har typisk en god og behagelig kørestilling, men den er ikke alt for tung. Den adskiller sig fra touring modellerne idet de sjældent er udstyrede med faste sadeltasker. De fås med mange forskellige motorer, helt fra 10 heste og op til over 100.

For mange mennesker er allrounderen det perfekte førstevalg til en ny MC. Der er mange der aldrig ”kommer videre”, men der er også dem der bliver mere fortrolig med sin egen stil når de har kørt på en allrounder i et par år. Så går man måske videre til sport eller touring, eller måske til de helt hurtige supersport modeller.

Gode eksempler på allroundere er Harley Davidson’s ”Sportster” serie, eller eksempelvis Ducati Monster cykler.

Landevejskrigeren (touring MC)

Touring MC

Touring cykler er MC verdens svar på autocampere. Det er til dem der ved at de år efter år, vil køre på ferie på deres motorcykel. Derfor koster de typisk noget mere end andre modeller, men er til gengæld også spækket med udstyr.

En klassisk touring motorcykel har store sæder der er komfortable over lange strækninger. De er udstyrede med tasker og kæmpe vindskærme. Disse cykler ser ofte gigantiske ud på grund af deres store kåber, der sikrer at du får optimal vindbeskyttelse på motorvejen. De er typisk udstyret med store motorer med automatgear, og det er ikke unormalt at se bakgear og musikanlæg på en touring cykel. Der er bred enighed om at eksempelvis Honda’s legendariske Gold Wing serie er det ypperste indenfor touring cykler. Disse er dog ikke længere i produktion, men man kan ofte se dem på vejene. I dag er det typisk Harley Davidson, BMW, Honda og Yamaha man forbinder med touring cykler.

Caféracer

Caféraceren er en skøn lille motorcykel. Den er egentlig mere et fashion statement end noget andet, og er en perfekt lille byracer. De er ofte ikke udstyrede med specielt store motorer, har meget basalt udstyr, ingen kåber eller vindskærme – men for pokker hvor ser de godt ud. En caféracer er helt klart den hurtigste måde at gå fra nul til James Dean.

Sport / Supersport

Med en sports MC skal du bare lige vide at det er dig der er målet, når folk bruger ”dér kører en organdonor” joken. Disse cykler er lige dele ingeniørkundskab og vaskeægte sort magi. Det er disse cykler du kan kaste rundt i sving, og som kan køre fra alt og alle. Her lægger du nærmest altid over tanken, puttet ind under vindskærmen. Kåberne er store men smalle, og har mere til formål at sikre god aerodynamik, end at beskytte dig mod vind.

Disse motorcykler kan være svære eller i hvert fald tunge at danse med ved lave hastigheder, da en stor del af deres styreegenskaber kommer ved aerodynamik. Hvis du typisk kører bykørsel vil du med stor sandsynlighed få sved på panden med sådan en raket.

Enduro MC

Enduro er en relativt ny genre. Du har en høj siddestilling for at sikre motorcyklen frihøjde. Der er typisk voldsom affjedring på, så du kan køre over rødder og sten (og en fortovskant i ny og næ). De er et godt miks af touring cykel og offroader. De er lette at arbejde med, men for små personer kan de godt føles som en crosser på stylter. Man skal altså have en vis højde for at kunne stå med den i et lyskryds – til gengæld kan du så tage den med på en skovsti uden problemer.

Supermotard

Supermotarden er også dem der typisk kaldes for ”street”, ”naked” eller ”hypernaked”. Det er nul bling, og all business. Gode og velsmurte motorer, afbalancerede sidestillinger og et ondt udseende. De er gode til bykørsel og til at cruise på landevejen, men de fleste undgår motorvejene på disse maskiner, da manglen på kåber (og ofte vindskærme) gør dig ekstremt udsat for vind.